Konstruktioner med materialer

Studerende omsætter faglige begreber og temaer til fysiske modeller ved at bygge dem i forskellige materialer. Aktiviteten giver mulighed for at konkretisere komplekst fagligt indhold gennem skabende og visuel læring. 
Illustration af konstruktion med materiale 
Kategori: Visualisering Varighed: Længere forløb (dage og uger) Undervisningselementer: Bevægelse, Legende stemninger, Kreativitet, Samarbejde, Kan foregå ude, Brug af materialer, Refleksion og dialog, Skabende processer, Visualisering, Faglig fordybelse

Intentionen ved undervisning

Fremmer faglig refleksion og forståelse ved at de studerende skal oversætte teoretisk viden til en fysisk form.

Den praktiske og kropslige dimension understøtter hukommelse.

Den kreative og materialebaserede proces motiverer og aktiverer studerende.

Gennemførsel

Underviseren præsenterer det faglige tema, der skal arbejdes med, og forklarer formålet samt arbejdsprocessen.

  • Studerende opdeles i grupper og planlægger, hvordan de vil visualisere det centrale faglige indhold.
  • Grupperne konstruerer deres modeller og drøfter løbende, hvordan form og materiale bedst kan understøtte den faglig formidling.
  • Hver gruppe fremlægger deres konstruktion og begrunder de faglige valg for resten af holdet.

Forberedelse

  • Udvælg et fagligt tema, der egner sig til visuel eller fysisk fortolkning.
  • Forbered rammer for gruppearbejdet: hvilke materialer, tid, plads og form på præsentationerne.
  • Overvej drøftelser i plenum efter præsentationerne.

Tidsforbrug

1–2 lektioner.

Materialer

Fx genbrugsmaterialer, naturmaterialer, LEGO, pap, stof, tråd eller ler.

De studerende kan evt. som forberedelse medbringe egne materialer hjemmefra. Det kan skabe en forventningsglæde til undervisningen, og lette underviserens arbejde med at finde materialer.

divider

Visualisering

Visualisering kan antage mange former som fx tegninger, konstruktioner i genbrugsmaterialer eller digitale udtryk. Det at skabe noget visuelt gør det muligt for de studerende at arbejde med fagligt indhold på måder, der går ud over det rent sproglige. Rummet bliver dermed ikke kun fyldt med ord, men også med konkrete, sanselige og æstetiske repræsentationer af viden.

Det kreative element i arbejdet med visualiseringer skaber motivation og fremmer divergent tænkning, hvor de studerende eksperimenterer med forskellige måder at forstå og formidle et fagligt indhold. Samtidig understøtter visualiseringer forståelsen af abstrakte og komplekse faglige sammenhænge, da det visuelle udtryk kan synliggøre relationer, processer og strukturer, som ellers kan være vanskelige at overskue. Visualiseringer giver endvidere underviseren indsigt i, hvor de studerende befinder sig i deres læreproces, og hvilke aspekter af stoffet der eventuelt kræver yderligere opmærksomhed.

Når visualiseringer udføres som fælles projekter, bidrager det desuden til at opbygge sociale og faglige fællesskaber. De studerende samarbejder om at omsætte teori til visuelle fremstillinger, diskuterer faglige pointer og lærer af hinandens perspektiver. På denne måde bliver visualiseringer ikke blot en didaktisk metode til individuel forståelse, men også en metode, der styrker dialog, refleksion og fællesskab i undervisningen.

Med rekvisitter bliver det abstrakte konkret

Frederik Bjørn, underviser på Softwareingeniør på Horsens Campus, fortæller her om hvordan han bruger taktikel "rekvisitter" til at gøre abstrakt kodning mere konkret.