Designproces

Designprocesser kan være en metode til at forstå, undersøge og udvikle praksis. Gennem undersøgelse og idéudvikling fordyber de studerende sig i et fagligt indhold. Opgaven fra underviseren kan fx være, at de studerende skal udvikle en teoretisk model. 
Illustration af designproces

Kategori
Undersøgelser og analyser
Varighed
Lang (45 min. +)
Elementer
  • Teori–praksis-kobling
  • Bevægelse
  • Legende stemninger
  • Kreativitet
  • Samarbejde
  • Kan foregå ude
  • Brug af materialer
  • Refleksion og dialog
  • Skabende processer
  • Ejerskab og ansvar
  • Visualisering
  • Faglig fordybelse
  • Undersøgelse
  • Idégenerering
  • Feedback

Intentionen ved undervisning

  • De studerende arbejder med konkrete problemstillinger fra deres fag eller praksisfelt.
  • Processen understøtter dybere refleksion over valg, handlinger og resultater.
  • Den skabende og undersøgende proces er motiverende for de studerende.

Gennemførsel

  1. Introduktion: Kort oplæg om designprocessens faser (forstå, idéudvikle, skabe, afprøve, evaluere).
  2. Problemdefinition: kan defineres af de studerende eller af underviseren.
  3. Idéudvikling og brainstorm ud fra undersøgelser eller læst tekst inden undervisningen.
  4. Udvikling af en simpel model, skitse eller plan.
  5. De studerende tegner eller producerer deres bud.
  6. Grupperne præsenterer deres prototyper for hinanden og modtager feedback.
  7. Fælles drøftelse af proces, læringspointer og anvendelse i professionel praksis.

Forberedelse

Underviseren udvælger et relevant fagligt indhold eller praksisfelt, som danner rammen for designarbejdet. De studerende skal i forberedelsen til undervisningen have læst om det faglige indhold og evt. også undersøgt det i praksis.

Planlægning af rammen for undervisningen, grupper og tidsstyring.

Tidsforbrug

Ca. 4 timer.

Materialer

  • Tuscher, papir, sakse.
  • Afhængigt af opgaven evt. prototypematerialer som pap, karton, modellervoks, genbrugsmaterialer, tape, digitalt værktøj.

Om undersøgelser og analyser

Teori kan ofte opleves som abstrakt og fjern fra praksis, hvis den præsenteres løsrevet fra de situationer, som de studerende møder i deres faglige virkelighed. I undersøgende undervisning bliver de studerendes egne erfaringer derfor et vigtigt udgangspunkt. Gennem dialog, refleksionsopgaver eller deling af konkrete praksissituationer kan erfaringerne bringes i spil og danne grundlag for videre undersøgelse. Erfaringerne fungerer som en form for kroge at koble teoretiske begreber på. Når teori præsenteres uden en meningsfuld kontekst, kan den opleves som vanskelig at forstå, mindre motiverende og som en form for tørsvømning. Omvendt bliver teorien levende, når den bringes i spil i praksisnære undersøgelser. Undersøgende undervisning tager afsæt i de studerendes nysgerrighed, erfaringer og spørgsmål til praksis. Da læring opstår gennem et aktivt samspil mellem erfaring, undersøgelse, analyse og teoretisk forståelse, er det afgørende at skabe tætte koblinger mellem de studerendes erfaringer fra praksis og de teorier, der introduceres i undervisningen. 

Undersøgende undervisning kan eksempelvis organiseres gennem cases, feltundersøgelser, projektarbejde, rollespil eller problem- og projektbaseret læring (PBL), hvor de studerende arbejder med autentiske problemstillinger. Her anvender de teoretiske begreber til at undersøge og forstå konkrete situationer og udvikle handlemuligheder. 

Undersøgelse og analyse hænger tæt sammen: Undersøgelsen skaber grundlaget for analysen, og analysen kvalificerer den videre undersøgelse og forståelse af praksis. Analyse er en central del af undersøgelsen. Gennem analyse bearbejder de studerende deres observationer, erfaringer og data ved hjælp af teori. Analysen hjælper dem med at identificere mønstre, skabe forståelse af det undersøgte og udvikle fagligt begrundede forklaringer og løsninger.  

Når teori, analyse og praksiserfaringer bringes tæt sammen, styrkes de studerendes mulighed for at udvikle en faglig forståelse, der både er teoretisk funderet og relevant for de komplekse situationer, de møder i praksis.