Intentionen ved undervisning
Aktiviteten kan bruges både på nye hold, hvor de studerende ikke kender hinanden, og på etablerede hold, hvor relationerne allerede er dannet. For nye studerende fungerer den som en tryg indgang til at tage kontakt og få sat ansigt på hinanden. For hold, der allerede kender hinanden, kan aktiviteten skabe nye samtaler og nuancere forståelsen af hinanden ved at bringe mindre kendte sider frem.
Samtidig understøtter den aktiv bevægelse og dialog, hvilket kan øge engagement i rummet.
Gennemførsel
Underviseren introducerer aktiviteten og fortæller, hvad der kan/skal stå på postkortet fx interesser, sjove fakta, erfaringer, noget der refererer til fagligheden i professionen eller et selvportræt i form af en tegning – men ikke navn.
Alle skriver deres postkort individuelt og afleverer det til underviseren.
Kortene blandes, og hver deltager trækker ét.
Herefter bevæger de studerende sig rundt og stiller spørgsmål for at finde personen bag kortet.
Når man tror, man har fundet personen, bekræftes det.
Derefter kan man evt. få et nyt kort og finde en anden person, eller kortene kan hænges op på en tavle i rummet.
Forberedelse
Underviseren forbereder en kort introduktion til aktiviteten. Underviseren kan overveje selv at deltage i aktiviteten.
Tidsforbrug
Ca. 15–25 minutter afhængigt af holdets størrelse og om der køres flere runder.
Materialer
Postkort eller små kort/papir