Walk n’ talk ruter med poster produceret af studerende 

Walk n’ talk ruter med poster produceret af studerende Walk n' talk-ruter med faglige poster er en undervisningsform, hvor de studerende selv udvikler og opstiller faglige poster, som andre studerende derefter bevæger sig rundt til i en rute. Det kan være et andet hold, man fx inviterer til at gennemføre posterne, eller det kan være medstuderende på samme hold, hvis posterne er lavet, så de er ubemandede. Posterne kan indeholde opgaver, spørgsmål, refleksioner eller små aktiviteter, som tager udgangspunkt i det faglige indhold. Formen kombinerer fysisk aktivitet, frisk luft, samarbejde og faglig fordybelse, idet undervisningen flyttes væk fra undervisningslokalet og uden for. 
Illustration af walk and talk skattejagt 
Kategori: Faglige opgaver ude Varighed: Mellem (max 45 min) Undervisningselementer: Bevægelse, Medbestemmelse, Legende stemninger, Kreativitet, Samarbejde, Kan foregå ude, Brug af materialer, Refleksion og dialog, Skabende processer, Ejerskab og ansvar

Intentionen ved undervisning

Aktiviteten giver de studerende ejerskab, fordi de selv er med til at skabe det faglige indhold. Den fremmer læring gennem formidling, da det at skulle udarbejde en faglig post kræver forståelse og evne til at omsætte viden til en aktivitet for andre. Walk n talk-elementet understøtter dialog, refleksion og samarbejde undervejs i ruten, og samtidig bidrager bevægelsen og udedimensionen til øget energi, variation og motivation i undervisningen.

Gennemførsel

  • Underviseren introducerer rammerne og det faglige tema.
  • De studerende udarbejder i grupper poster med tilhørende opgaver eller refleksionsspørgsmål.
  • Når posterne er sat op på en rute, går de studerende rundt i grupper to og to eller flere sammen, stopper ved hver post og løser eller drøfter den stillede opgave.
  • Til sidst samles deltagerne og opsummerer de vigtigste pointer i fællesskab.

Forberedelse

Underviseren skal vælge et fagligt tema og afsætte tid til, at de studerende kan udarbejde poster. Det kan evt. være en del af forberedelsen til undervisningen. Det afklares med de studerende, hvor ruten skal placeres, samt hvor mange poster der skal indgå. Det kan være nødvendigt at give eksempler på, hvordan en god post kan udformes, og hvordan opgaverne skal afspejle det faglige indhold.

Tidsforbrug

At udarbejde posterne kan tage fra en halv til en hel lektion. Selve walk n talk-ruten kan vare 30-60 minutter afhængigt af antal poster og længden på ruten. Opsamlingen kan ske på 15-30 minutter.

Materialer

Der skal bruges materialer til at udforme poster, fx papir, tuscher, karton, tape eller andet til ophængning. Alternativt kan posterne være på digitale enheder (QR-koder, links til små videoer eller quizzer), men den analoge udgave kræver kun simple redskaber.

divider

Faglige opgaver ude

Udeundervisning på en professionshøjskole i teoretiske fag handler om at flytte undervisningen ud af det traditionelle undervisningslokale og i stedet udnytte andre læringsmiljøer til at give teori nye perspektiver. Det kan foregå på forskellige udearealer og i byrum. Omgivelserne bør have sammenhæng til det faglige indhold, der arbejdes med i en konkret kontekst.

I pædagogik kan udeundervisning eksempelvis bestå i at analysere læringsmiljøer på en legeplads eller i et byrum i relation til teorier om børns udvikling. I sundhedsfagene kan de studerende observere kropslige bevægelsesmønstre i et offentligt rum og koble det til teori om ergonomi, sundhed eller folkesygdomme. I læreruddannelsen kan man planlægge og afprøve udeaktiviteter, hvor didaktiske teorier omsættes til praksis i en skolegård eller et naturmiljø.

Kvaliteten ved denne form for undervisning er, at den gør abstrakt teori mere konkret og sanselig og samtidig skaber variation i læringsformen, hvilket kan øge både motivation og deltagelse. Den understøtter desuden koblingen mellem professionens praksis og teori, som er særlig central på en professionshøjskole. Når de studerende efterfølgende vender tilbage og analyserer oplevelserne i et teoretisk perspektiv, styrkes refleksionen, og de får erfaring med at anvende teori i praksis.

Giver de studerende ilt til hjernen

Anne Beck, underviser ved Sygeplejerskeuddannelse, benytter sig ofte at en kort walk n'talk øvelse. 

Podcast