Vejledning

God vejledning understøtter studerende som aktive, selvstændige, forberedte aktører, der driver deres egen undersøgelse og opgave fremad. Som vejleder kan du understøtte det i praksis gennem

• Tidlig og klar forventningsafstemning
• Dialog og struktur i vejledningssamtalen
• Konstruktiv tekstfeedback

Tidlig og klar forventningsafstemning

Studerende og vejledere har ofte forskellige forventninger til vejledningsprocessen. Hvis forventningerne ikke italesættes, kan det give anledning til misforståelser og ineffektiv vejledning.

Et enkelt og nyttigt redskab til forventningsafstemning er at skrive et vejlederbrev.  I et vejlederbrev beskriver du kort din vejledningspraksis, herunder hvordan du ser din rolle, hvordan vejledningsmøderne foregår, hvad du kan give vejledning på (og ikke give vejledning på), hvad du forventer af de studerende, og hvad der er deres ansvar. Idéen er, at vejlederen kommunikerer disse forventninger tydeligt på skrift, i stedet for at skulle sige det samme hver gang, et nyt forløb starter op - med risiko for at glemme vigtige informationer.

Et vejlederbrev fylder som regel 1-2 sider og udleveres i starten af forløbet til den studerende, når det er afklaret, om man skal arbejde sammen.

Dialog og struktur i vejledningsmødet

Som vejleder kan man nemt risikere at komme til at tale det meste af tiden og ’håndfodre’ den studerende med gode råd, enten fordi tiden er knap, eller fordi den studerende virker passiv, og man gerne vil hjælpe og sikre et godt projekt. Hvis man vil øge studerendes aktive deltagelse i vejledningsmøderne, kan det være nyttigt at strukturere samtalen. Et relevant værktøj hertil er ’Spørgehjulet’:

Spørgehjulet (efter Wichmann-Hansen & Jensen, 2013)

1. I første fase lytter vejlederen som en detektiv på jagt efter, hvilke ideer, spørgsmål eller problemer, den studerende præsenterer. Formålet er at identificere, hvad den studerende har behov for at tale om og konkretisere problemet, f.eks.: ”Kan du sige lidt mere om, hvor du er gået i stå i analysen?   Hvad har du gjort indtil nu? Hvordan har du beregnet …?”
2. I anden fase er vejlederen mere fokuseret på at aktivere den tænkning og argumentation, der ligger bag den studerendes valg. Vejlederen går så at sige et spadestik dybere. Ved at stille undersøgende spørgsmål kan vejlederen hjælpe med at få begrundelserne frem, f.eks.: Hvorfor valgte du at...? Hvad er dine argumenter for...? Hvad tror du, der kan være grunden til at…?
3. Her sker der et skift i samtalen fra, at vejlederen primært har afdækket problemet, til at vejlederen nu spørger mere kritisk og hjælper med at tænke fremad. Ved at stille udfordrende spørgsmål kan vejlederen inspirere studerende til at se situationen fra nye vinkler og overveje alternative handlemuligheder, f.eks.: Hvilke andre muligheder kan du se for at beregne… ? Kunne man forestille sig at… ?
4. Den sidste fase handler hovedsageligt om at drage konklusioner fra mødet og sikre, at der styres sikkert mod land. Vejlederen stiller spørgsmål med fokus på beslutninger og videre aftaler efter mødet, og giver sine råd med, f.eks.: ”Hvad tænker du er hovedkonklusionerne på det, vi har talt om nu? Jeg vil anbefale dig at… Hvad er planen frem til næste møde?”